Af Alexander Schmücker Madsen & Theis Nielsen
”Vi er ikke uafhængige, og det behøver vi heller ikke være!”, sådan udtaler Henrik Herold, mangeårige direktør i Randers Regnskov og sagkyndig ved flere godkendelser af danske zoologiske havers anlæg.
Når en zoologisk have ansøger om formel godkendelse af et nyt dyreanlæg hos Fødevarestyrelsen, skal den inkludere en uafhængig vurdering fra en sagkyndig. En aktindsigt fra Fødevarestyrelsen viser dog, at de syv største zoologiske haver siden 2018 har fungeret som sagkyndige for hinanden i alle 47 tilfælde af godkendelser. Med andre ord har Zoo A blåstemplet Zoo B, og omvendt.
Selvom det givetvis er lovligt, vækker praksis bekymring blandt flere juridiske eksperter:
”Det kan hurtigt blive problematisk, hvis der opstår en gensidig afhængighed, hvor det nærmest kører i en cirkel. Det bør under alle omstændigheder undgås,” fastslår Bent Ole Gram Mortensen, professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.
Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, ser også klare problemer ved den nuværende praksis:
”Det er ikke en særlig hensigtsmæssig måde, men sådan har man nu engang valgt at skrue reglerne sammen. Jeg kunne bestemt ikke forestille mig, at man ville lade restauranter godkende hinandens hygiejne. Det har man et system, hvor helt selvstændige offentlige enheder kontrollerer det hele. Det har man så bare ikke valgt for zoologiske haver.”
Henrik Herold, direktør i Randers Regnskov, giver ikke meget for kritikken og understreger, at der findes få personer der besidder den tilstrækkelig faglighed. Han ser derfor ikke andre muligheder end at bruge kollegerne i DAZA, foreningen for Danske Zoologiske Haver & Akvarier.
Foreningen består af de 15 største danske zoos og akvarier, som alle er ”forpligtet til at udvise indbyrdes, gensidig loyalitet og kollegial adfærd”, som det fremgår af det deres etiske kodeks. Derudover indebærer medlemskab at man samarbejder om alt fra avl, formidling og altså også udarbejdelse af sagkyndige udtalelser.
DAZAs næstformand, direktør i Odense Zoo og sagkyndige ved flere godkendelser af dyreanlæg, Bjarne Klausen, forklarer i en skriftlig kommentar, at retningslinjerne skal forstås præcis, som de er skrevet, men erkender samtidig, at praksis næppe er ideel.
”Fagligheden er stor i DAZA, men i den ideelle verden ville det være bedre, hvis det ikke var zoologiske anlæg, der rådgiver hinanden.”
TAVS FØDEVARESTYRELSE OG DE FACTO GODKENDELSER
I bekendtgørelsen om zoologiske haver er der ingen specifikke krav til anlæggene udover, at de skal være tilpasset i størrelse, indretning og udformning, så de tilgodeser dyrenes fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.
Forhold som derimod udelukkende vurderes af den sagkyndige, som i sin udtalelse skal komme ind på i alt ni parametre. Det indbefatter blandt andet dyreanlæggets indretning, publikumsbarrierer, dyrebestandens sammensætning og karantænefaciliteter.
Udtalelserne varierer fra én til tre A4-sider, men har stort set alle det til fælles, at de afsluttes med en kort konklusion, hvori det fremgår, at anlægget kan godkendes, da “den zoologiske have er veldreven, professionel og lever op til bekendtgørelsen”.
I følge loven har Fødevarestyrelsen mulighed for at sende tvivlsspørgsmål ved godkendelse af dyreanlæg til Det Veterinære Sundhedsråd. Nævnet består af seks sagkyndige med veterinærfaglig baggrund, men har aldrig før taget stilling til en ansøgning om dyreanlæg.
Lene Mølsted Jensen, kontorchef i Fødevarestyrelsen, skriver i et mail svar, at det skyldes en god god dialog mellem zoologisk anlæg, sagkyndig og Fødevarestyrelsen, som for nuværende ikke har givet anledning til faglige problematikker.
Ombudsmanden har ellers ved flere lejligheder gjort det klart, at myndighederne skal forholde sig kritisk til udtalelser fra sagkyndige og ikke uden videre lægge dem til grund for deres bedømmelse.
Stig Andersen, der forsker i dyreret ved Københavns Universitet, undrer sig over, at styrelsen ikke én eneste gang har sendt tvivlsspørgsmål videre til nævnet, men peger på den lukkede proces:
”Dyreværnsorganisationer og andre er ikke inddraget, og det er et gennemgående problem i dyreretten. Det betyder, at der kun er styrelsen til at tage dyrenes parti. Hvis ikke de gør det, hvem skulle så i virkeligheden sikre, at der bliver sat spørgsmålstegn ved sådan en sagkyndig vurdering?”
ZOOS SÆTTER SINE EGNE STANDARDER
Kontorchefen i Fødevarestyrelsen skriver videre, at de sagkyndiges udtalelser er med til at vurdere, om kravene i EU-reglerne er opfyldt.
I EUs zoodirektiv findes der ikke mere klare krav end i dansk lov, men i deres vejledning om god praksis i zoologiske haver henvises der til EAZA, den danske pendant til DAZA. Her har de zoologiske haver som er medlem af foreningen udarbejdet fagspecifikke beskrivelser af de enkelte dyr og guidelines for dyreanlæg.
”Vi er jo dem, der ved mest om det her, så hvem skulle ellers sætte kravene, hvis ikke det var os,” udtaler Annette Sofie Wankte, zoolog ved Aalborg ZOO. Hun har i flere omgange været med til at udforme sagkyndige udtalelser og forklarer, at det er EAZA’s retningslinjer, som sagkyndige oftest tager afsæt i.
På EAZAs hjemmeside kan man finde 66 af de guidelines zoologen henviser til. Af dem indeholder kun en tredjedel specifikke anbefalinger om ting som størrelsen på dyreanlæg, og i alle tilfælde er der kun tale om anbefalinger.
På DAZA’s hjemmeside hævdes det, at man følger EAZAs standarder, men virkeligheden er en anden, indrømmer næstformanden Bjarne Klausen i en kortfattet mail.
”Nej, det er korrekt, det er ikke et krav.”
STØRRELSESFORSKELLE I ZOO: FRA MINIANLÆG TIL MEGAPARKER
De forskellige størrelser på dyreanlæg er også til at få øje på i Danmark. En tigers anlæg kan være alt fra blot 670 kvadratmeter til hele 60.000 kvadratmeter.
Zoolog Anette Sofie Wankte medgiver, at man selvfølgelig ser forskelligt på kravene, afhængigt af om man er en safaripark eller en byzoo, men forklarer samtidig, at flere byzoos udfaser de dyr, som reelt kræver mere plads. Alligevel ses der betydelige forskelle på anlæggenes størrelse i byzoos, og eksempelvis har en tiger næsten tre gange så meget plads i Odense ZOO, end hvis den lever i København ZOO.
Bjarne Klausen, som udover at være næstformand i DAZA også er direktør i Odense Zoo og sagkyndig ved flere godkendelser, mener dog ikke, at størrelsen på et anlæg i sig selv er udtryk for en bedre kvalitet:
“Det er ikke kun anlæggets størrelse, der er afgørende for dyrenes velfærd, men i høj grad en samlet vurdering af de muligheder, anlægget giver dyret. Et stort, tomt anlæg er dårligere end et mindre, der giver bedre mulighed for udfoldelse,” skriver han.
DANSK TIGER VS. SVENSK TIGER
På den anden side af Øresund har man valgt at udpege uafhængige sagkyndige, som udelukkende godkender nye anlæg, og ingen tilknytning har til de zoologiske haver. I 2014 indførte man med succes minimumskrav for dyreanlæg i et forsøg på at komme kummerlige forhold i de zoologiske haver til livs:
“Vi har haft reguleringer i over ti år, men vi har bestemt ambitioner om at udvide kravene yderligere i de kommende år,” udtaler Karin Lundborg, dyreværnsadministrator ved Den Svenske Landbrugsstyrelse.
Den svenske lov er detaljerig og omfatter alle zoologiske arter. Den tager endda højde for vægten af dyrene, ikke kun på tværs af arter, men også inden for samme art. For eksempel kræver en kænguru på under 25 kilo mindst 500m2 udendørsareal, mens en kænguru på over 25 kilo skal have det dobbelte. Kattedyr er også opdelt efter vægt, og tigre, der vejer over 100 kilo, har krav på et udendørsanlæg på mindst 1000 m2. København ZOO ville ganske enkelt være nødsaget til at lukke sit 667 m2 store tigeranlæg, hvis de altså vel og mærke var underlagt svenske standarder.
Selvom Sverige har haft succes med at implementere en lov, der fastsætter minimumskrav til dyreanlæg, mener Fødevarestyrelsen ikke, at det er muligt i Danmark:
”Vi kan ikke lovgive om indretning af dyreanlæg, da de forskellige dyrearter, der kan holdes i en zoo, ikke nødvendigvis har de samme behov,” skriver Lene Mølsted Jensen, kontorchef i Fødevarestyrelsen.
DYREVÆRNSORGANISATIONER KRÆVER LOVÆNDRING
I Dyrenes Beskyttelse mener man derimod, at Danmark bør følge det svenske eksempel.
”Det ville være en god idé at indføre minimumskrav, som klart definerer, hvad der menes i bekendtgørelsen om zoologiske haver, hvor der står, at anlæggene skal tilpasses dyrenes fysiologiske og adfærdsmæssige behov,” udtaler Anne Sofie Meilvang, biolog og projektleder ved Dyrenes Beskyttelse.
Stephanie Kruuse Klausen, talsperson for Wildlife hos World Animal Protection, tilslutter sig behovet for klare krav i lovgivningen og tilføjer samtidig, at hun finder den nuværende praksis alt andet end betryggende:
“Hvis det er de zoologiske havers egne standarder, der typisk ligger til grund for godkendelserne, så er det absolut hverken optimalt eller betryggende. Det bør i princippet ikke være muligt for zoologiske haver at godkende hinandens anlæg. Det er åbenlyst, at uafhængighed og fagkundskab bør være de overordnede hovedprincipper, når anlæg til dyr skal godkendes i zoologiske haver.”
Hans Kristian Skibby, formand for Miljø- og Fødevareudvalget samt folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne, er blevet forelagt kritikken. Han er skepsis for at ændre loven, men mener området bør granskes:
“Praksis lyder meget betænkelig, og det ville være godt at undersøge området nærmere. Når det er sagt, er jeg lidt forbeholden over for at indføre deciderede minimumskrav for dyreanlæg. Jeg frygter, at det kan blive svært at finde personale med den rette faglighed til at håndtere reglerne.”
Fødevareministeren har ikke haft mulighed for at stille op til interview inden deadline.